Hvad er kræft og hvordan overvinder vi den?

HVAD ER KRÆFT OG HVORDAN OVERVINDER VI DEN-mange har haft sygdommen inde på livet, men hvad er kræft egentlig, og hvad er hemmeligheden bag det mystiske stopsystem, der synes kortsluttet hos mennesker, der har kræft ?

af Lars T. Smith, 10 apr. 2013

”thi den, som vil frelse sit Liv, skal miste det; men den, som mister sit Liv for min Skyld, han skal frelse det.”
Lukas Evang. 9,24

Hvad er kræft ?

Der er vel ikke noget medicinsk spørgsmål, der i dag er genstand for mere fortvivlet rådvildhed hos patienter og pårørende- og for mere forskning i dyre domme fra lægers og andre eksperters side. Ikke desto mindre taler vi stadig om "kræftens gåde".

Vi kender sygdommen kræft, dens symptomer og måde at skride frem på alt for godt, vi ved lidt om dens fysiske årsager – strålepåvirkning, forurening med kræftfremkaldende stoffer, rygning, måske  påvirkning fra elektromagnetiske stråler–vi kender en del til de psykologiske traumer og fortrængte behov , der kan udløse kræft -  men den dybere indsigt i , hvorfor kræft egentlig opstår, er stadig ukendt.

Flere og flere mennesker bliver opmærksom på, at den naturvidenskabelige forklaring på kræft netop ikke er en forklaring – men at den bliver stående ved en opremsning af symptomerne ved sygdommen – og at man derfor nøjes med at behandle disse symptomer.

Undervejs i denne artikel vil jeg forsøge at gøre klart, hvordan kræftens gåde egentlig først kan løses, når vi begynder at se spirituelt på livet, det vil sige begynder at forholde os til en anden gåde – nemlig dødens.

Lad os  først engang kigge på

Kræftens symptomatologi

Hvordan ytrer kræft sig ?

"Kræft opstår når en eller flere celler undslipper kroppens kontrolsystem  og begynder at vokse på egen hånd." (The Cancer Reference Book, Paddington Press 1979)

I samme opslagsværk beskrives, hvordan al vækst og også heling af sårdannelse for eksempel opstår gennem celledeling.

"Hvordan cellerne ved, hvornår de skal stoppe at dele sig, hvordan de ved hvornår de skal stoppe med at lave et barn eller en voksen forbliver et mysterium."

Alene denne sætning, som er udtryk for den medicinske naturvidenskabs nuværende stade, viser med al ønskelig tydelighed, at naturvidenskaben er i stand til at påvise celledelingen, dette såkaldte "kontrolsystems" virksomhed i organismen, men at den ikke ved noget om dets virkelig natur – eller om andre indvirkninger på organismen.

"Hvorfor vokser en arm eller en finger ikke i det uendelige ? Svaret er ukendt fordi videnskaben ikke ved hvad der lukker op og i for celledelingen"

Men besvarelsen af dette spørgsmål er afgørende for, om vi kan opnå nogen som helst fremskridt i kræftbehandlingen, for ved vi ikke, hvad der lukker op og i for celledelingen, så kan vi heller ikke forstå kræften, hvor celledelingen kommer ud af kontrol.

Kræft er uberettiget vækst

Ser vi på kræften som fænomen, så er det typiske ved den netop dette symptom af uberettiget vækst. Hele hemmeligheden ved at forstå kræften ligger i forståelsen af dette udtryk.

Hvordan skal  ordet "uberettiget" forståes ?

Det kan vi forstå, når vi begynder at gøre os klart, at den svulst-(carcinom-)dannelse, som finder sted ved udviklingen af kræft, ganske vist følger lovmæssighederne for celledeling, men gør det på en måde, så der opstår noget, som ved sin form og beskaffenhed er forskelligt fra det modervæv, hvor det er opstået.

Kræft fremkommer ved, at det såkaldte epitel-væv uregelmæssigt og "hensynsløst" vokser ned i det underliggende væv. Cellerne skifter herved karakter.

Svulst hedder på latin neoplasma, nydannelse. Kræft er altså udtryk for celledannelse, men  vi har at gøre med en cellevækst, som i sin fremadskriden og form går udover rammerne for, hvad der er sundt og normalt, og derfor kommer til at virke som et ondartet fremmedlegeme i organismen.

Kræftens urfænomen - metastasen

Kræft, altså uhæmmet celledeling, der overskrider sit berettigede område, er kendetegnet ved de såkaldte metastaser. Metastasen er, i forbindelse med ondartede kræftsvulster, såkaldte malignomer, selve indbegrebet af den næsten djævelske destruktivitet, vi forbinder med kræft. Metastase er græsk og betyder "overflytning til et andet sted".

Metastasens natur er netop spredning af kræftcellerne. Dette kan ske enten gennem blodet, man taler så om hæmatogen metastase, hvor de ondartede celler transporteres gennem  blodårer til andre dele af kroppen, især lunger, lever og knogler. Eller gennem lymfesaften til lymfeknuderne, den såkaldte lymfogene metastase.

Endvidere kan kræftceller vokse inde i kroppens hulrum, særlig bughule og brysthule.

Selv små tumorer kan metastasere, altså sprede sig i kroppen. I omkring 30 procent af alle kræft-tilfældene konstateres metastase allerede ved den første diagnose, I 30 procent først ved senere undersøgelser.

Ved metastasen er det, som om den "knap", der lukker op og i for det kontrolsystem, der har med celledelingen at gøre, er "låst fast".

Sammenhængen mellem kræft- og skizofreni-gener

Den 11.12.2007 kunne man i netavisen Bild der Wissenschaft læse om en rapport fra American National Institute of Mental Health, Tennessee (se litteraturlisten)

Undersøgelser foretaget af  en række videnskabelige grupper på en kongres for neuropsykofarmakologi i Boca Raton, Florida, viser ifølge dette institut, at nogle af de samme gener går igen i begge sygdomme.

De fleste af de gener, der synes både at hænge sammen med skizofreni og kræft, har sammenhæng med såvel hjernekemi som hormonhusholdning,  og de synes at have ting til fælles.

Generne forekommer i flere udgaver, af hvilke den ene synes at fremskynde celledelingen afgørende, mens en anden har den modsatte effekt og virker bremsende på såvel stofskifte som celledelings-rate.

Den første synes af øge risikoen for en ukontrollerbar celledeling og dermed en degeneration af cellerne– netop hvad vi ser i kræft – mens den anden omvendt formindsker celledelingen. Samtidig forårsager et stofskifte, der virker for langsomt, en uligevægt i visse dele af hjernen og forhøjer dermed risikoen for psykiske forstyrrelser som netop skizofreni.

Kræft og skizofreni forholder sig altså polært modsat – det vil sige at risikoen for begge sygdomme hænger sammen med de samme gener, men på helt modsat vis. På den måde , at bestemte gener forhøjer risikoen for den psykiske lidelse, mens de sænker faren for svulstdannelse – og omvendt. Visse former for genforandringer forhøjer tilsvarende risikoen for skizofreni, men nedsætter kræftrisikoen – og omvendt..

"Det er højst besynderligt, at en sygdom i hjernen, som er forbundet med meget kompleks menneskelig opførsel, på genetisk og cellulært område fremviser så frapperende sammenhænge med kræft, der er en af menneskelig opførsel udpræget uafhængigt optrædende sygdom."

Sådan sammenfatter Daniel Weinberger fra National Institute of Mental Health resultaterne.

Endvidere har en undersøgelse af professor Frederic Limosin ved universitetet i Reims godtgjort en anden sammenhæng mellem skizofreni og kræft - nemlig at risikoen for at dø af kræft er fire gange så stor for patienter, der lider af skizofreni, som for andre grupper. I undersøgelsen, der blev offentliggjort i tidsskriftet "Cancer", deltog 3470 skizofreni-patienter. (se litteraturlisten)

Antroposofiens beskrivelse af  skizofreni-kræft

Den ovenstående beskrivelse udgør en slående pendant til den polære modsætning imellem skizofreni og kræft, som beskrives indenfor antroposofisk lægekunst!

I den tyske psykiater, Rudolf Treichlers antroposofisk inspirerede grundværk om skizofreni, "Der schizofrene Prozess", står der under henvisning til Wilhelm Pelikans tanker i forbindelse med mistelten-terapi, at ved  kræftsygdomme bliver "formkræfter, som skulle forvandles til tænkning, liggende i organismen. Dette bevirker en uberettiget vækst i kroppen."

Ifølge antroposofien er stofskiftet blandt andet bestemt af disse formkræfters virkning i det metaboliske system. "Formkræfter" kan også betegnes som livs- eller æterkræfter.

Spirituelt set er æterlegemet  kroppens "arkitekt", den ikke-fysiske del af os, som på en måde indeholder masterplanen for hele vores  krop- får den til at hænge sammen og leve. Med nogen ret kunne vi spørge, om vi ikke her har fat på det mystiske "kontrolsystem", som bevirker  celledelingen ? Men hvad lukker så i for den ?

Som det fremgår af Rudolf Treichlers bog, er æterlegemet  kendetegnet ved, at det på en måde deler sig i to. En del af æterlegemet tager sig af de livsopbyggende processer i organismen, en anden del forvandler mennesket til forestillinger.

At kræft opstår ved at formkræfter, der skulle omdannes til tænkning, bliver liggende i organismen, er ensbetydende med,at æterlegemet på en måde bruger livskræfter, det skulle forvandle til forestillinger, til opbyggende virksomhed i stofskiftet – mens det omvendte er tilfældet for skizofreniens vedkommende – her benyttes æterkræfter, der skulle virke ubevidst opbyggende i stofskiftet til dannelse af forestillinger.

Vækst i  naturen er underkastet grænser.

Findes kræft kun i mennesket – eller i hvert fald kun i naturen, hvis mennesket griber ind i den ? Lad os nu prøve at se, om vi kan finde paraleller til kræft i den ydre natur –.

Lad os  forestille os de  vækstkræfter, som begynder at virke i naturen om foråret. Træer og andre vækster springer ud overalt, indtil vi i slutningen af juni har et frodigt løvhav af grønt. . Der er tale om en helt enestående vækst i løbet af de tre forårsmåneder april, maj og juni.

Gradvist bliver disse kræfter stærkere og stærkere, indtil de til sidst "topper" på det tidspunkt af året, vi kalder for midsommer.

Lad os nu først forestille os,  at vækstprocesserne fortsatte uændret hele sommeren – at alting blev ved med at skyde og gro, også indenfor de samme plantearter. Der ville opstå en overflod af liv.

Vi véd, hvad der sker med vore vandløb, når de som følge af kvælstof-udledning fra landbruget udvikler en overflod af liv, for eksempel alger, som ender med at opbruge al ilten i vandet.

Resultat af en uhæmmet vækstproces i en sø er bogstaveligt talt, at søen får en anden slags "kræft"- alt liv dør kvælningsdøden..

Noget lignende kunne finde sted i andre områder af naturen, hvis vækstprocesserne bare fortsatte og fortsatte, sådan som de har tendens til på menneskets foranledning.

Men hvad er det, der reelt sker  – denne vækst fortsætter netop IKKE, men underkastes et andet princip. Det princip, der træder til livsprincippet, virker på en måde neddæmpende på dette..

Årstidens skift omkring midsommer

De fleste mennesker vil have bemærket, at der sker et subtilt skifte såvel i naturen som i os selv fra op mod Sankt Hans, som vi jo fejrer ,den 23.-24. juni. Netop på dette tidspunkt er jorden begyndt at bevæge sig ind i Krebsens stjernetegn.

Mange  astrologi-interesserede vil være bekendt med, at Tvillingernes tegn, altså perioden inden Sankt Hans, regnes for et Merkur-, altså et mere mentalt præget tegn, mens Krebsen har med Månen, følelsen, at gøre.

Vi kommer på en måde følelsesmæssigt til os selv på dette tidspunkt omkring Sankt Hans. Men hvad er det, der sker i naturen ?

Netop omkring Sankt Hans er planteverdenen særlig åben overfor indflydelser fra kosmos. Det er noget, alle folketraditionens kloge koner og mænd til alle tider har vidst – nemlig at mange urter med fordel kan plukkes netop omkring Sankt Hans – men hvad er grunden ?

Vækstkræfternes metamorfose

Det er den tyske digter og naturforsker Goethes fortjeneste, at han har gjort opmærksom på, hvordan plantens blomst er en metamorfoseret bladdannelse. Goethe sagde: "Alt er blad".

Rudolf Steiner er gået videre og har påvist, hvordan der for at blomsterdannelsen kan komme istand må træde et nyt princip ind i plantens vækst.

Den proces, som finder sted i naturen omkring midsommer, kan netop betegnes som en overgang fra bladdannelse til blomsterdannelse – en overgang fra vækst – og livskraft til blomsterdannelse.

Mens den førstnævnte bestemmes af æteriske formkræfter, som kun virker reproducerende, altså til stadighed frembringer det samme, så er blomstringen  ikke bare en kvantitativ fortsættelse af de gamle vækstkræfter på et andet område , det er en kvalitativ metamorfose, en total forvandling af det på et højere plan!Noget nyt kommer til!

Jeg har spurgt biodynamisk landmand, Lars Mikkelsen, hvordan han ser på kræftens gåde. Han svarede:
"Umiddelbart tænker jeg som biodynamiker på planteverden.Her opererer vi med vækstkræfter i plantens første del af livet (tænker på en 1-årig plante).En harmonisk og god vækst støtter vi med komøgspræparatet.Det er æterkræfterne,, der befordrer væksten.

Senere skal planten sætte frø/frugter.Dertil behøver den blomster. Blomster har farver.Farver kommer fra den astrale verden.

Her ved løvfald tager det astrale over i s f det æteriske, derved får bladene de fine farver.Altså planten kommer ind i en modningsfase, som vi understøtter med kiselpræparatet....

Men vigtigt er, at vækstkræfterne bringes til ophør.Det kommer de dårligt til i kvælstofgødede planter.De sidste vil vel befordre kræft i os."

I mennesket selv virker det astrale nedbrydende., via nerve-sansesystemet. I og med at vi er astralt aktive foregår der vedvarende dødsprocesser i os.

Det princip, der træder til livets og vækstens princip i løbet af årets gang, er altså  beslægtet med dødens princip.

Hermed synes en slags løsning på gåden om celledelingens "mystiske stopknap" at være fundet!

Johannes Døberen som kræft-sygdommens maner

Poetisk kan vi sige, at det, der finder sted omkring midsommertid i naturen, er  en slags kosmisk-astral "bestøvning", som består i at verdens-astraliteten så at sige sænker sig ned over plantelivet.

Biodynamiker, Lars Mikkelsen igen:
"Det astrale er ikke inkarneret i planten, men kysser blot planten ude fra. Befordret af insekter og fugle."

Derved opstår blomstringen..

I kristendommen  optræder der en skikkelse, som næsten ord til andet leverer en eksakt beskrivelse af den proces, som finder sted i naturen omkring midsommer. Og den skikkelse er kristendommens mærkelige profet, Johannes Døberen.

I årets løb er tiden omkring den 23.-24.jun den tid, man henlægger Johannes Døberens fødselsdag til. Den fejrer vi jo netop omkring Sankt Hans, altså den 24. juni.

Johannes  Døberen siger jo de mærkelige  ord:

"Omvend jer, thi Himmeriges Rige er kommet nær!"
(Matthæus 3, 2)

Når man indser, at dette ikke bare er et mystisk, religiøst budskab, men en beskrivelse af hvordan kosmos omkring midsommer  kommer jordens planteverden nær, så får Johannes Døberens ord en helt ny og meget aktuel betydning.

Hvad er "Himmeriges Rige" – det er astralverdenen! Den astralverden,som alle planeterne henhører under – derfor har mennesket også planeternes love indlejret i sit astrallegeme.

Det er den astralverden, som især omkring Sankt Hans virker stærkere end ellers, blandt andet ved at neddæmpe vækstkræfterne og indføre et nyt princip i udviklingen – blomsterdannelsen.

Det, der er blomsterdannelse i naturen, det er i mennesket en form for selvbesindelse på sig selv, på at vi ikke bare er naturvæsener og ikke kun underlagt vækstkræfterne, men også sjælelig-åndelige væsener, som må besinde os på dette ikke-fysiske i os- og ikke bruge alle vore formkræfter på opbygningen af vores fysiske organisme.

Egentlig er det, Johannes Døberen siger:

"Vær opmærksom på, at der sker et skifte! Livets kræfter er ikke  enerådende mere, for dødens kræfter er kommet nær, og det er godt,  for at I ikke skal fortabe jer i vækstens overflod og glemme, at I ikke tilhører jorden alene, men komme til jer selv som sjælelige og åndelige  væsener".

Men hvorfor finder denne stop- proces, som Lars Mikkelsen kalder blomstringen , sted ? Fordi vækstkræfter som fortsætter udover deres retmæssige grænser og vokser uhæmmet virker ødelæggende. Der må finde en forvandling sted i vækstkraften, den må befrugtes af noget sjæleligt-åndeligt!

Det er mærkeligt,  at det stjernetegn, hvor den proces, jeg har beskrevet i det ovenstående, for alvor sætter ind i naturen, på mange sprog har det samme navn som man bruger om sygdommen kræft – på engelsk cancer, på tysk Krebs.

Det er, som om den sproglige visdom dermed har villet antyde nødvendigheden af at sætte en "manende opfordring" op på tærskelen til sommeren.

Civilisationen - metamorfose eller metastase ?

Det nye princip, vi ser opstå i naturen omkring Sankt Hans, er af sjælelig-astral art,vi kan ikke forstå det ved at blive stående ved princippet for vækst, der fremkalder stadig mere af samme slags.

Der må ske noget nyt!

Desværre kunne "Stadig mere af samme slags" lyde som et mantram for hele det moderne forbrugersamfund. Det er den overtro, som – i praksis – fører til en livsform, hvor mennesker ikke får mulighed for at besinde sig på deres egen sjæl, men skal underlægge sig et rastløst arbejdsliv, som i en ond cirkel kædes sammen med et meningsløst og naturødelæggende forbrug,Vi mangler i den grad ideer, som kan løse os fra tvangsforestillingerne om "ubegrænset vækst".

I en af sine store  bøger om oplevelser med antroposofien , henviser den schweiziske digter og antroposof, Albert Steffen til en udtalelse af Rudolf Steiner;

Hvis de processer, som skaber liv i naturen, altså for eksempel fiskens æglægning, hvor millioner af æg går til grunde og kun få bliver til nye fisk, bliver overført til samfundet i form af masseproduktion af varer, så vil denne vækst føre til noget, der fuldstændig vil ødelægge det sociale liv.. .

Altså – hvis vi uhindret lader livets vækst-princip, som vi kender fra naturen, styre udviklingen i samfundet, så får samfundet kræft!

Med tanke på dels det moderne samfunds ensidige fokus på  en konstant stigning af antallet af producerede forbrugsvarer, samt den modsætning, der i dagens samfund hersker mellem gode intentioner og reelle handlinger, for eksempel i forbindelsen med forebyggelsen af en klimakatastrofe, må vi spørge os selv, om dagens vækst-samfund ikke både er kommet til at lide af –kræft OG skizofreni ?

Modet til at lægge sit liv om

Kræft kan være så konfronterende en sygdom, at den virkelig kan inspirere mennesker til at lægge deres liv helt om.

Denne sygdom har rødder i så dybe kræfter i os selv, nemlig selve vor livskraft, at ved at konfrontere os med den kan vi skabe nødvendige forandringer i hele vores energi- og cellesystem. En bekendt af mig brugte udtrykket:

"Cellemutation eller celledød"

På en måde er det det valg, kræften kan stille én overfor:  forandring eller død!

Vælger man det første, bliver kræften en unødvendig igangætter af forandringen. Man gør af egen fri vilje det nødvendige. Vælger man det sidste, har udfordringen om et nyt liv måske været for vanskelig i denne inkarnation.

Den ny måde at leve på er virkelig betinget af en indre "omvendelse" som den Johannes Døberen taler om. At den måde, man tænker over sig selv og virkeligheden undergår en forvandling og bliver helt anderledes!

Afsluttende  perspektiver på  kræft

Alt i universet opstår først som tankeform. Kræft er ingen undtagelse. Men der er det mærkelige ved kræften, at den skjuler dette sit udspring for sig selv. Dette er selve kræftens væsen- at den eksisterer i et område, der fornægter den åndelige del af virkeligheden.

For som jeg har forsøgt at redegøre for i denne artikel, skyldes selve  fænomenet kræft  grundlæggende den materialistiske overtro, at tanker og ideer ikke er nogen realitet i livet.

I stedet for den nødvendige metamorfose af vores liv opstår så det hensynsløse "forbrug" af livskræfter.  Men at ignorere det åndelige, dødens dimension, er rent konkret i sig selv kræftfremkaldende, fordi det ensidigt binder mennesker til at bruge den del af deres æterlegeme, der skulle anvendes til frit,skabende arbejde  til overdrevne vækstprocesser-!
Kræft er som civilisationssygdom betragtet kommet til os som et resultat af en materialistisk tænkemåde og livsform. Det er ikke sygdommen kræft, men materialismen, der er hovedfjenden. Men hvis vi kan overvinde sygdommen, kan den blive et middel til at overvinde materialismen – et middel til at forstå livets love og dermed os selv på en langt dybere måde.

Kan vi forstå den tankeform, kræft er opstået af, så kan vores kræftbehandling blive mere end symptombehandling- og mere end en lang opremsning af fysiske stoffer i mad og miljø, vi henholdsvis skal undgå eller indtage .

Så bliver kræft  til en skæbneudfordring for det enkelte menneske.

Her til slut kan vi igen prøve at omskrive Johannes Døberens manende ord i et slags mantram vendt mod kræft-sygdommen, et mantram, alle mennesker, som har kræft inde på livet, kan meditere på:

"I bliver nødt til at forholde jer til den ikke-fysiske verden. I bliver nødt til at bruge nogen af de kræfter, som jeres organismer ellers ville bruge til at producere celler til at gøre jer tanker ,om at I også er andet og mere end kroppe, og at der eksisterer mere end et fysisk liv. Mennesket består  også af sjæl og ånd. Ikke som en teori, men som noget, I kan opleve i jer selv, hvis I frigør nogen af jeres formkræfter til virkelig tankevirksomhed, til virkelig at tænke over den ikke-fysiske verden..Så kan I opnå en følsomhed for, at jeres tanker hænger sammen med det levende.  Så kan I besinde jer på jer selv som ikke-fysiske væsener og derved modvirke kræften. Som enkeltmennesker og på samfundsplan.". .

Modet til at turde tænke spirituelt , troen på ideerne som en levende konkret virkelighed, der er forbundet med ens energibevidsthed og følelser-  og modet til at stole på  egen intuition er vejen til helbredelse af kræft!

At "miste livet" – det vil sige forvandle livskræfter til spirituel  indsigt, bliver på denne måde at "vinde det".

Sådan bliver kræft-sygdommen til en opgave, stillet af skæbnen, af vor tids-ånd og dens modstander.

Literatur:

The Cancer Reference Book, Paddington Press 1979

http://www.wissenschaft.de/wissenschaft/hintergrund/286307.html

http://www.lifeline.de/special/news/content-203955.html

Rudolf Treichler: Der schizofrene Prozess, Verlag Freies Geistesleben, 1981

Wilhelm Pelikan: Der Mensch und die Heilpflanzen: Verlag am Goetheanum  3 Bände

Albert Steffen: Begegnungen mit Rudolf Steiner, Grethlein, Zürich 1926

Viborg/Landskrona 15.10. og 13.12.2011

Lars Thor Smith, f. 1962,   har studeret klassisk klaver og musikteori og er uddannet astrolog Uddrag fra denne artikel må kun bringes efter tilladelse fra forfatteren- Denne email adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.