Det New Zealandske eksperiment

Artiklen fortæller om den sociale katastrofe der ramte den almindelige New Zealænder da  et liberalt flertal  solgte landet til "Monsterkapitalen"


Det følgende er uddrag af en rapport fra 2001 af Jens Asp, økonom i Arbejdernes Erhvervsråd. Den kan ses på www.sid.dk

New Zealand er et skrækeksempel på, hvad der kan ske ved uhæmmet privatisering. New Zealand gennemførte i 1986 – 1992 verdens største privatiseringsprojekt. Stort set alt blev solgt og privatiseret. Velfærdssamfundet smuldrede og projektet stoppede i 1999, hvorefter en kostbar genopretningsproces begyndte.

New Zealands erfaringer er specielt interessante for os danskere, idet der før privatiseringsprojektet var mange ligheder mellem New Zealand og Danmark. Begge lande har historisk været domineret af landbrugssektoren, begge lande har mange små og få store virksomheder, og begge lande udviklede sig i tiden efter anden verdenskrig til velfærdssamfund med en stor offentlig sektor og en indflydelsesrig fagbevægelse.

Fra midten af 80’erne og få år frem gennemførte New Zealand en række reformer,der betød, at landet nærmest fra den ene dag til den anden ændrede sig fra et statsstyret til et liberaliseret samfund. Der kom omfattende skattelettelser, nedskæringer og privatisering af næsten alle offentlige virksomheder. Landbruget mistede al støtte, de fleste statsvirksomheder blev privatiseret, elværker, sygehuse, skoler, plejehjem m.m. blev sat til at fungere på markedsvilkår. Endvidere blev lønmodtagerrettigheder og fagbevægelserne stækket.

Over en periode på 10 år blev der vendt op og ned på det new zealandske samfund.


Skolerne

I begyndelsen af 1990’erne indførte New Zealand frit valg af folkeskole. Det førte ikka alene til øget social ulighed, men mod forventning viste det sig også at være ineffektivt, idet 19% af folkeskolerne  lukkede.

På skoleområdet blev der indført en ensartet sats, et taxametertilskud, der skulle følge den enkelte elev samtidigt med, at den enkelte skole fik mulighed for at opkræve gebyrer hos forældrene og indføre adgangsbegrænsning. Men det betød, at især mange små skoler med relativt store faste omkostninger måtte lukke. Siden forsøgte man at rangordne skolerne, men det øgede søgningen til de skoler, hvor taxametertilskuddet var lavest, fordi mange mente, at opdelingen var udtryk for skolernes kvalitet. Dermed blev det umuligt at planlægge elevgrundlaget, og i dag er man gået tilbage til et zonesystem, der minder om det danske.

En væsentlig konklusion er, at det voldte store problemer at fastsætte og administrere det beløb, der skulle følge borgeren og det var svært at styre kapaciteten. Nu er man så i færd med at rulle processen tilbage.


Hospitalerne

I 1993 blev 23 hospitaler omdannet til statslige aktieselskaber for at skabe konkurrence. Man regnede med, at de ineffektive hospitaler ville lukke, og at de tilbageværende skulle omdannes til private selskaber, samtidigt med at der blev indført brugerbetaling.

Erfaringerne var – også her, at det er svært at styre kapaciteten og ar fastsætte der beløb, der skal følge borgeren.

Hospitalernes gæld steg, og lokale politikere og borgerer ville ikke acceptere, at deres hospital skulle lukke, så de blev holdt i live med ekstraordinære tilskud. I dag er privatiseringen opgivet.
Løn og overenskomster

Privatiseringsloven betød bl.a., at alle fagforeningernes privilegier blev strøget, og at den FN-sikrede ret til kollektive forhandlinger blev gjort afhængig af arbejdsgiverens sindelag. Mange virksomheder udnyttede de nye muligheder for at ansætte medarbejdere på individuelle kontrakter, hvor vilkårene var klart ringere end overenskomsten.

Et eksempel:

En løsarbejder på havnen fortalte: ”Da loven kom, faldt lønningerne. Indtil da fordelte vi jobbene mellem os i en pulje, men pludselig skulle vi sælge os selv til de forskellige selskaber. Når de otte timer var gået, kunne man føle sig tvunget til at blive længere – ellers ville selskabet bare finde en anden, som var parat til at gøre det for en endnu dårligere løn”.
Magtforskydningen

Mere og mere af New Zealand blev solgt til multinationale selskaber. Indbyggerne mistede herved investeringer for milliarder af dollars, fordi pengene i stedet blev sendt til England, USA og Australien. Hele landet var efterhånden på udenlandske hænder.

Privatisering flytter magt fra politikerne til multinationale selskaber.

Afmonteringen af et velfungerende velfærdssystem i New Zealand giver stof til eftertanke, idet fremtrædende politikere erkender, at de har mistet kontrollen over landet. De frie markedskræfter har overtaget styringen med det resultat, at New Zealand er ramt af en social katastrofe.

Reformerne har øget forskellen mellem rig og fattig, uden af det har giver den håbede økonomiske vækst. Et andet resultat er, at det offentlige har mistet kontrollen med en del af serviceydelserne – for eksempel har et privat australsk selskab truet med at lukke de togstrækninger, som ikke giver overskud.

Den newzealandske befolkning har været udsat for en voldsom omfordeling. De rige er blevet overordentlig meget rigere, og de fattige er blevet endnu fattigere. Forbrugspriserne er næsten på niveau med de danske, og mindstelønnen er blot 28 kroner i timen.

Ifølge rapporten havde fire ud af fem newzealændere et fald i realindkomsten fra 1984 til 1996. Et af resultaterne er, at man arbejder længere eller har to job.