Befolkningens retsfølelse - hvad er det?

Om retsfølelsen som politisk våben, Den oplyste og den uoplyste retsfølelse og hvad er kriminialitet?



Af Eskild Tjalve, 8/11 2006

Der har i den senere tid været en del debat om kriminalitet, særligt med udgangspunkt i at regeringen endnu engang har villet skærpe visse straffe. Blandt andet har Politiken haft en længere serie indlæg.

Her vil jeg ikke komme ind på forebyggelse af unges kriminalitet. Jeg vil derimod se på hvordan, vi skal forholde os til den kriminalitet, der foregår.

Igennem de senere år har holdningen til kriminalitet været: hårdere straffe. Straffen til voldsmænd er fordoblet på 10 år – selv om det gang på gang er dokumenteret, at højere straffe ikke mindsker kriminaliteten!

Dette kan undre. At dække sig ind under, at en hård straf har en præventiv virkning, så problemerne med tiden klares herigennem, er således en følelsesmæssig tro, som ikke svarer til den faktiske virkelighed.

Vi kan fordoble strafmængden, uden at kriminaliteten falder, og vi kan halvere strafmængden uden at kriminaliteten stiger. USA er et land hvor det første er sket, og Finland et land, der har gennemført det andet.

Der tales meget om, at de hårdere straffe er et svar på befolkningens retsfølelse. Man kalder det en signalværdi, der skal signalere, at vi som samfund ikke vil finde os i vold. Problemet er bare, at i og med at kriminaliteten ikke mindskes, så finder vi os jo i det alligevel!!!

Så det er et ubrugeligt signal, - et falsk signal!

Det eneste dette signal gør er, at udstille politikernes magtesløshed overfor kriminalitet.

Ifølge kriminolog Beth Grothe Nielsen er politikerne imidlertid ikke interesserede i at sænke kriminaliteten! De bruger den til at høste stemmer.” ”Det handler ikke om kriminalpolitik men om en interessepolitisk slagmark, hvor kampen om stemmerne udkæmpes.”

”I den kriminalpolitiske debat er hævn og gengældelse tabu. Man taler hellere om retfærdighed og retsfølelse. Men det gamle urinstinkt, hvor man bekæmper ondt med ondt, er noget, vi som samfund er ved at vende tilbage til.”

De hårdere straffe har bevirket, at fængselskapaciteten er udvidet: De sidste 5 år er antallet af fængselsceller udvidet fra 3.560 til 4.175. Trods denne udvidelse er fængslerne alligevel overbelagte.

Men hvad er perspektivet med fængslerne?

Den norske kriminolog Nils Christie skriver: ”Et fængsel er en forbryderskole. Du vil næppe træffe nogen med kendskab til området her, som ikke er enig med mig i, at det er så elementært….

Blandt andet behøver fangerne ikke at tage personligt ansvar for andet end at overleve blandt andre fanger. De er skånet for at blive konfronteret med de skader og problemer, som de har påført deres ofre. I den forstand er fængslet er sted, hvor forbrydere kan gemme sig. Det er blevet sagt, at systemet dræber samvittigheden og modarbejder den enkeltes muligheder for at tage ansvar for sine handlinger. Der sker passivisering og tilpasning, ikke f.eks. skyldbearbejdning og forsoning.”

Efter afsoningen bliver fangerne lukket ud til en frihed, som de ikke kunne håndtere før, og som de ikke er blevet bedre til at håndtere nu.

Fængslerne er en stor skole i hvordan man begår lovbrud. Bo Lozoff, der arbejder med fanger i amerikanske fængsler siger: ”Fængslerne skræmmer ikke de kriminelle fra at begå forbrydelser igen – tværtimod, de gør dem uarbejdsdygtige, så de nærmest ikke egner sig til noget som helst.”

Kravet om hårdere straffe - som et politisk mantra – er udtryk for primitiv middel-aldertænkning: Hævn og gengældelse!


Er det det bedste vi kan præstere i samfundet?

Er det dét, som vi vil lære vores børn og unge????



Men er der noget alternativ?

Ikke blandt politikere. De henviser til befolkningens retsfølelse, der jo fortæller os, at hårdere straffe er vejen frem. Og har befolkningen ikke ret?

Både ja og nej.

Det viser sig nemlig, at retsfølelsen afhænger af folks viden om den konkrete sag:


-ved en lille viden, og specielt når vi kun hører om offeret, så vokser kravet om høj straf

-ved stor viden vokser ønsket om mildere straf

-det store spørgsmål er, som professor Jesper Ryberg formulerer det:


”Hvorfor er det den uoplyste retsfølelse, der skal indfries, og ikke den mere oplyste retsfølelse?”


Dette er simpelthen kernespørgsmålet!!


Der er altid årsager bag en forbrydelse, forbryderen har sin historie. Kriminelle er ikke bare ”dårlige mennesker”.

Kriminologen Nils Christie skriver om dette:

”…De fleste børn handler somme tider på måder, som godt kunne kaldes kriminelle ifølge loven. Måske forsvinder der penge fra en pung. Sønnen fortæller ikke sandheden, i hvert fald ikke hele sandheden, om hvor han var i aftes. Han slår sin bror. Men alligevel anvender vi ikke kategorier fra straffeloven: Vi betegner ikke barnet som kriminelt, og vi kalder ikke handlingerne kriminelle. Hvorfor?

Det føles simpelthen ikke rigtigt. Hvorfor ikke?

Fordi vi ved for meget. Vi kender sammenhængen, sønnen havde et desperat behov for penge, han var forelsket for første gang, hans bror havde drillet ham mere end nogen kunne bære – hans handlinger gav mening, intet kunne tilføjes ved at placere ham i et strafferetligt perspektiv. Og sønnen selv – vi kender ham så godt fra tusinder af gange vi har været sammen. Han tog pengene, men vi husker alle de gange han delte rundhåndet ud af penge eller slik eller varme. Han slog sin bror, men hen trøstede ham oftere. Han løj, men på bunden er han dybt pålidelig.

Han er. Men det samme er ikke nødvendigvis tilfældet med den dreng, der lige er flyttet ind på den anden side af gaden.

Handlinger er ikke, de bliver. Sådan er det også med kriminalitet. Kriminelle handlinger eksisterer ikke. Kriminalitet skabes. Først er der handlingerne. Så følger der en lang proces, som bestemmer disse handlingers betydning. Social afstand er af særdeles vigtighed. Afstand forøger tendensen til at give visse handlinger en kriminel betydning…”

Dette eksempel, og teksten lige før om retsfølelsens afhængighed af niveauet for indsigt og viden, viser nogle centrale nuancer i betragtningen af kriminalitet, som de færreste mennesker - heller ikke politikerne - er bevidste om.

Imidlertid er dette fuldstændig afgørende for hvilken form for kriminalforsorg og straffesystem vi har i vores samfund.

Det nuværende system er i høj grad baseret på en mening om tingene – uden at der ligger viden og indsigt bag.

Det er for dårligt i et moderne samfund.

Medierne har et stort ansvar for at informere befolkningen. For mange medier er kriminalitet – specielt grov kriminalitet – ”en god historie”. Man fortæller dramatiske detaljer, men glemmer på nuanceret måde at informere om baggrunden, og det påvirker folks retsfølelse i den hårde retning!

Der må udvikles en balance i medierne, så kriminalitet får en afbalanceret eksponering, og så der bliver plads til at informere om baggrunden.

Det er på tide, at vi får en reel og klar kriminalitetspolitik, som ikke handler om at sende signaler, men som handler om den effekt man reelt ønsker.

Der eksisterer mange tiltag rundt omkring i verden og også i lille målestok i Danmark, som viser rigtig gode erfaringer med, hvad der kunne være elementer i en sådan ny kriminalpolitik, - en politik, der bygger på visdom. Disse tiltag viser oven i købet en bedre økonomi end i vores nuværende system.

Dette er noget vi i VisionsPartiet tidligere har beskæftiget os med, og det vil blive beskrevet i en efterfølgende artikel.