Kriminalpolitik

  • Udskriv

Ved vi hvorfor vi behandler de kriminelle som vi gør? Menneskene og helhedstænkningen. Der må tages afstand fra den kriminelle handling, men ikke fra den kriminelle som menneske. Vision for samfundets behandling af kriminelle

 

Eskild Tjalve, 23/11 2006

Ser vi på alle de nævnte forskellige tiltag, som pålægges kriminelle i forskellige situationer og forskellige samfund, så står det klart, at samfundets ageren overfor en kriminel kan have meget vidt forskellige konsekvenser afhængig af, hvad der vælges. Det strækker sig lige fra at forbryderen er blevet endnu mere sporet ind på kriminalitet (gennem et perspektivløst fængselsophold) til at forbryderen er blevet ”et bedre menneske”, som kan leve et ansvarligt liv i samfundet, uden at menneskene i (lokal)samfundet behøver være bange for ham.

Det rystende er, at man i Danmark ikke gør sig disse forskelle klart i det politiske arbejde.
Man bruger kravene om hårdere straffe – ikke som en bevidst kriminalpolitik – men som et led i kampen om stemmer, idet man således ”signalerer” at man gør noget ved det, - vel vidende at det ikke hjælper!

Vi bliver nødt til at have fuld klarhed over, hvorfor vi behandler de kriminelle, som vi gør. Og denne klarhed findes ikke i Danmark.

Som vi har set, så holder gængse argumenter for hårdere straffe ikke, og det eneste der reelt er tilbage er ”at så er vi af med dem, så længe de er i fængsel.” Men dette er et meget sølle argument, en meget sølle vision for en ”kriminalpolitik”.
Kriminologen Flemming Balvig understreger dette:
”Jeg er lige ved at sige, at man i virkeligheden næsten ikke ved, hvorfor man straffer.”

Vi kan jo vende det hele om og spørge: Hvad ønsker vi reelt at opnå gennem samfundets foranstaltninger overfor kriminalitet?
Tager vi de mange relevante faktorer med, så kan grundlaget for en ny kriminalpolitik tage udgangspunkt i følgende punkter:


  1. At minimere kriminalitet i Danmark
  2. En kriminel handling skal have en konsekvens, men ikke nødvendigvis fængsling
  3. At hjælpe offeret bedst muligt
  4. At opløse offerets frygt for at møde gerningsmanden igen
  5. At mindske risikoen for at gerningsmanden efter endt afsoning kommer tilbage i ny kriminalitet
  6. At hjælpe den kriminelle til at leve et ansvarligt liv i samfundet efter afsoningen
  7. God information til befolkningen om kriminalpolitikken og baggrunden for den, - så den oplyste retsfølelse er i overensstemmelse med det faktiske system



Enhver, der kan tænke frit og uden fordomme, vil kunne se, at dette er logisk – og nødvendigt. Vi må kaste de stivnede tankeformers åg af os, og være fleksible.
Det er således stærkt påkrævet, at politikerne kommer ud af busken og indser, at mantraet om hårdere straffe har spillet fallit, og at de må slippe det perspektivløse princip om hævn. De må begynde at tage ansvar i en ny kriminalpolitik, der helt klart og konkret må handle om at mindske kriminaliteten.
Redskaberne er der, de skal bare lukke øjnene op og se dem.


Mennesket


Grundstenen i en vision for håndtering af kriminalitet – ud fra helhedstænkning – skal baseres på at tage hensyn til alle involverede. Ligesom det i en familie med alvorlige problemer er nødvendigt at løse konflikten, for at de enkelte familiemedlemmer fortsat kan leve sammen, på samme måde må den konflikt, der udtrykte sig i kriminaliteten, løses, skaderne skal repareres, og traumerne skal bearbejdes. Det skal naturligvis også have mærkbare konsekvenser for den kriminelle, men det skal være konsekvenser, der er konstruktive og ikke destruktive.


Der må tages afstand fra den kriminelle handling, men ikke fra den kriminelle som menneske.


Denne skelnen er central. Vi skal være bedre til at tage vare på hinanden i vores samfund. Vi skal sørge for at inkludere alle borgere. Vi må ikke udstøde mennesker.
Mother Theresa har sagt:
”Jeg er blevet mere og mere klar over, at den værste sygdom, et menneske nogensinde kan opleve, er at være uønsket.”
Mother Theresa har om nogen mødt lidelse og elendighed, sult og de værste sygdomme i samfundets laveste lag. At dét at være uønsket er værre end den største nød og elendighed, må gøre indtryk.

Vi må have medfølelse og forståelse for alle mennesker - også kriminelle - men derfor skal vi selvfølgelig tage afstand fra kriminelle handlinger. Hvis der kun anvendes hårde straffe, skelnes der ikke mellem mennesket og dets handling. Det er umenneskeligt, det er uværdigt.

Dette er ikke et forsvar for kriminalitet, for som nævnt skal den kriminelle handling medføre en konsekvens, som skal være virkelig dybtgående. Denne konsekvens skal bl.a. rumme en konfrontation:
Det sværeste for den kriminelle er at konfrontere sig med de forfærdelige følger handlingen har haft, og derefter at begynde at forholde sig til sit eget liv, at begynde at tage ansvar. Erfaringen viser, at det er sværere end at være i fængsel, men det er meget udviklende.

Når vi tænker ud fra visdom, som helhedstænkning jo er, så er det nærliggende at gøre sig tanker om følgende:

”Hvordan ville du dømme én,
som ødelægger livet for en anden,
men som selv har fået ødelagt sit liv?”

Dette er et (let omformuleret) citat fra ”Profeten” af Kahlil Gibran.
Med baggrund i dette spørgsmål bliver tanken om straf i form af fængsel alene absurd og primitiv.


Vision for samfundets behandling af kriminelle


Målet vil være, at alle involverede kan komme videre i deres liv på den bedst mulige måde. Det vil samtidigt medføre, at kriminaliteten vil falde, så alt i alt er det en løsning, der vil være langt det billigste for samfundet.

Det må stå klart, at den ideelle måde at behandle kriminalitet på er en form for ”genoprettende ret”, hvori alle involverede hjælpes til at komme videre i deres liv. Det betyder for den kriminelle en konfrontation med offeret og en terapeutisk proces samt en træning/undervisning i livsvisdom, og endelig en passende straf/soning, som kan indbefatte fængsel/friheds-berøvelse, men ikke nødvendigvis.

Det vil selvfølgelig være nødvendigt, at samfundets borgere beskyttes overfor den kriminelle, i det omfang det er nødvendigt.

Endelig skal det nævnes, at det kræver en villighed fra den kriminelle til at indgå i dette, ingen kan tvinges. Hvis der ingen villighed er, må der benyttes mere traditionelle metoder. Men motivationen vil vokse først og fremmest ved mulighed for tidlig prøveløsladelse eller tidlig frihed i det hele taget. Gode erfaringer vil efterhånden også øge motivationen.