Brev fra det nordjyske efter GMO aktion

  • Udskriv

Flere farer ved GMO for heste og vildt når generne spreder sig.

Mange tak for artiklen. Jeg har været en del på nettet og søge informationer om GMO på det sidste, bl.a. for at fodre vores lokale naturfredningsformand med baggrundsmateriale i håb om at kunne få ham med på at holde et offentligt møde her i Brønderslev, plus bruge hans kontakter til at få rejst sagen i byrådet.

På Skov- og naturstyrelsens hjemmeside fandt jeg forøvrigt en masse foruroligende oplysninger. Der har været/er 40 forsøg med gensplejsede organismer i naturen, et alarmerende højt tal. Et forsøg, som i øjeblikket kører på Sjælland, er DLF-Trifoliums forsøg med flere typer rajgræs på en mark ved Store Heddinge. Den er gensplejset dels for at kunne modstå sprøjtemidlet Basta og dels for at kunne få et tre gange så højt fruktanindhold som de kendte højtydende sorter til fodring af malkekøer. Jeg kan se mindst to problemer i dette, for det første er det meget svært at undgå spredning, da rajgræs blomstrer og udvikler frø meget nemt i det danske klima (der bliver produceret masser af græsfrø i Danmark). Derudover kan jeg forestille mig, at de fleste andre dyr, som ikke lige er højtydende køer, vil få problemer med deres stofskifte, når de får sådant et sukkerchok. Mange heste har allerede nu, med de forædlede græssorter vi kender i dag, store problemer ,og må gå på jordfold. Sukkerindholdet giver dem stofskifte-sygdommen forfangenhed, som er yderst smertefuld og ikke sjældent kræver aflivning. Hvad vil denne voldsomme ændring af energisammensætningen ikke betyde for vores vildtlevende dyr, hvis disse arter spreder sig.

Dette bare for at føje nogle ekstra pointer til de obligatoriske skadevirkninger omkring økologi og fødevarekvalitet. Det undrer mig, at ingen af de grønne organisationer har afleveret høringssvar, men selvfølgelig, når ministeriet sender det til høring med tre ugers frist, lige op til sommerferien, så er der jo gode chancer for at folk ikke når at opdage det.

Det var lidt nyt fra det nordjyske, håber I havde en god tur.

Kærlig hilsen
Jens